
For mange cykelryttere er efteråret og vinteren en lidt anderledes periode. Konkurrencerne er færre, dagene kortere, og træningen ser ikke helt ud, som den gør i juni.
Off-season handler ikke bare om at holde pause, indtil det igen bliver forår. Det er også en mulighed for at gøre status, genopbygge kroppen og lægge fundamentet for en stærkere sæson i 2027. Men hvad skal du fokusere på? Her er lidt inspiration.
Se tilbage på sæsonen – og lær af den
Hvad fungerede godt i 2026, og fik du den fremgang, du havde håbet på? Hvordan gik det med din FTP, dine watt på stigningerne og evnen til at holde intensiteten på de lange ture med klubben?
Se også på, om træningsmængden, restitutionen og din hverdag hang sammen. Måske var det ikke flere timer på cyklen, du manglede, men bedre struktur eller mere tid til restitution. Brug dine erfaringer til at finde de områder, der kan gøre en forskel i næste sæson.
Hav en plan
Hvad vil du gerne opnå næste år? Cykle flere kilometer, vinde flere cykelløb eller flere skiltespurter med klubben? Måske har du også fået øjnene op for gravel og planlægger at stille op i et gravelløb.
Målene kan være mange, men det interessante er vejen dertil. Dine mål bør være med til at bestemme, hvordan træningen skal sammensættes.
Det er en fordel at have en overordnet plan for vinteren og den kommende sæson, men du behøver ikke planlægge hver eneste træning flere måneder frem. En god plan skal også kunne tilpasses, når hverdagen, formen eller motivationen ændrer sig.
Brug dine data – men bliv ikke slave af dem
Watt, puls, kadence, søvn og træningsbelastning kan give værdifuld indsigt i din udvikling som cykelrytter.
Brug dine data til at vurdere, om træningen virker, om belastningen er passende, og hvor der eventuelt er plads til forbedringer.
Men husk, at tallene ikke fortæller hele historien. Hvordan du har det, hvordan du restituerer, og hvordan træningen passer ind i resten af dit liv, betyder også noget.
Brug vinteren på at variere din cykeltræning
Vinteren behøver ikke kun at byde på indendørs træning, intervaller på hometraineren og kolde timer på landevejen. For mange cykelryttere er gravel blevet en del af træningen og cykelsæsonen. Det gælder både dem, der bruger grusvejene til at få variation i vintertræningen, og dem, der har gravelløb som mål.
Gravel giver mulighed for at udforske nye ruter, køre i et andet terræn og få andre oplevelser på cyklen. Samtidig kan mountainbike og styrketræning være gode supplementer til den mere specifikke træning.
Det betyder ikke, at du skal droppe den strukturerede træning, hvis du har ambitioner om at præstere bedre i konkurrencer. Men vinteren kan være en oplagt periode til at skabe variation og holde motivationen oppe.
Du bliver god til det, du træner – men det betyder ikke, at al træning skal være specifik året rundt.
Husk livet uden for cyklen
Når sæsonen er i gang, kan cyklingen hurtigt komme til at fylde det meste. Træning, restitution, kost og planlægning skal gå op med arbejde, familie og sociale aktiviteter.
Derfor kan det være sundt at skrue lidt ned i en periode. Giv plads til familie, venner og aktiviteter, som måske er blevet nedprioriteret i løbet af sæsonen.
Det er også nu, du med god samvittighed kan give dig selv lov til at slippe nogle af de stramme rutiner. Måske nyde et ekstra glas vin, spise lidt mere fredagsslik eller tage til en middag uden at skulle tænke på, hvordan det passer ind i morgendagens træning.
Det betyder ikke, at du skal give helt slip på dine gode vaner, men at der også skal være plads til at koble af mentalt. Når man i mange måneder har haft fokus på træningsplaner, watt, kost og restitution, kan det være befriende at lade nogle af tankerne ligge.
Også i professionel cykling arbejder man med periodisering, hvor træningsbelastningen og fokus ændres hen over året. Off-season er en mulighed for at komme sig efter en lang sæson – både fysisk og mentalt.
Du behøver ikke jagte fremgang hver eneste uge hele året. En god off-season handler også om at møde den nye sæson med motivation og lyst til at træne.
Husk, at vinteren også er en del af forberedelsen til næste sæson. Brug perioden fornuftigt, find balancen mellem træning, restitution og livet uden for cyklen, og glæd dig til igen at komme ud på landevejen eller grusvejene.




