Julens glæder – feder
Efteråret er slut for denne omgang, og juletiden har sænket sig over Danmark. Vi er klar til at gå om bord i diverse julebuffeter / frokoster, slikskåle, småkager m.m. og noget siger mig, at de fleste af os måske får lidt for mange kalorier indenbords i denne måned.
Vi har tendens til at gå lidt ekstra til den, når juletiden melder sin ankomst – og efter min mening, skal vi også have lov til at nyde lidt ekstra. Vi skal dog også være opmærksomme på, at det også kræver lidt ekstra sved på panden at forbrænde de overskydende kalorier.
Hvis du drikker 3 glas vin til julefrokosten, skal du svømme i ca. 35 minutter for at forbrænde vinen.
I år har du måske sat dig mål om kun at drikke 2 glas vin til julefrokosten, eller kun spise konfekt lørdag aften – og kun 3 stykker. Det holder sjældent stik, og der ryger ekstra kilo på kroppen, som du må bøde for efter nytår. Dette kommer jeg tilbage til i det nye år.
5 alm. øl til julefrokosten indeholder ca. 500 kalorier. For at forbrænde dem skal du løbe i ca. 1 time
Alt med måde
I stedet for at det skal være død og pine det hele, skal du måske hellere acceptere, at du har lyst til lidt ekstra i denne tid. Giv dig selv tid til at nyde de søde sager. Smag på tingene i stedet for at tømme slikskålen på 10 minutter, eller den gode vin bare bliver skyllet ned i halsen, uden du når at smage på druerne. Jeg elsker selv god vin og drikker det også jævnligt, ikke en hel flaske, men 1-2 glas. Jeg vil anbefale, at får lidt vejledning angående hvilke vine der er gode og passer til julemaden. Hvis jeg får fat i en velsmagende vin, har jeg selv en tendens til at nyde og smage lidt ekstra på vinen. Mit ynglings sted at handle vin er i Prøvestenens vinhandel. Der har et bredt udvalg af vine i alle prisklasser, desuden er vejledningen altid i top. Angående søde sager er jeg også lidt af en rebel. Som et citat fra filmen ”Blå Mænd” Jeg spiser lørdagsslik om fredagen. Men slik og alkohol er selvfølgelig ikke godt i længden, der er mange kalorier i!
Det meste af Danmark går i disse uger amok i julefrokoster og våde varer. Så længe festen varer er det sjovt, men regningen betales dagen efter. Med tømmermænd følger en væskebalance som er helt i bund, du har ikke rigtig nogen appetit, men dog har du en umådelig trang til at få noget salt indenbords. Valget falder ofte på en tur til MC Donalds eller en anden burger bar, hvilket går an en sjælden gang i mellem. Men hvis det ofte sker dagen derpå, er det ikke godt. Der findes andre og bedre alternativer til at få noget ordentligt mad med nærring. F.eks. er en omelet eller en lækker kyllingesalat et både nemt og et markant bedre valg. I den forbindelse vil Helsingør Dagblads madskribent Karen Brostrøm, komme med nogle opskrifter til dagen derpå. Se Karens opskrifter andet sted i avisen i dag.
En Big Mac menu indeholder ca. 1150 kcal. For at forbrænde den skal du gå i ca. 3 timer. God tur
Det stopper højst sandsynligt ikke her. Om aftenen har du måske lejet en film, og du får lyst til lidt sødt, og valget falder på en pose Matador Mix og en ½ liter cola. Dette indeholder ca. 800 kalorier tilsammen. For at forbrænde det, skal du cykle i ca. 1,5 time.
Jeg går ikke ind for fanatisme, det handler om ”alt med måde” – for det er ok i ny og næ, at slå sig lidt løs. Men husk, at regningen skal betales bagefter.
Tømmermænds-mad fra Karen Bröström
Lynomelet med skinke og rødpeber
3 æg – 2 tsk. Soya – lidt friskkværnet peber – 2 spsk. Vand – ½ rød peber frugt skråret i tynde skiver – 3 skiver parmaskinke.
Pisk æg sammen med vand, Soya og peber. Varm en pande op til middelvarme. Kom lidt olie på panden. Når panden er varm hældes æggemassen på. Når den så småt begynder at stivne i kanten drysset skinken og den røde peberfrugt ud over. Giv den et minut til, og fold derefter den ene halvdel hen over den anden. Lad den stå i 4-5 minutter, så omeletten er gennemstegt. Server gerne med en skive ristet rygbrød til.
Kyllingesalat med avokado og chili
2 portioner
1 tsk. Olivenolie – 250 g. stegt kyllingebryst – 1 tsk. Fishsauce – 1 tsk. Citronsaft – 1 kvart rød chili – 2 dl fintsnittet salat efter eget valg – 1 kvart agurk i skiver – 4 cherry tomater – ½ avokado – 1 spsk. Ristede peanuts
Skær kyllingen i mundrette stykker. Kom den op i en stor skål. I en lille skål eller endnu bedre og hurtigere; et tomt rent syltetøjsglas med låg! Kom olie, fishsauce, citronsaft og chili i. Kom låget på og ryst det rigtigt, rigtigt godt sammen. Hæld det over kyllingen og vend det godt. Tilsæt agurkeskiver, salat, avokado og cherry tomaterne. Bland godt. Drys peanuts over og server.

Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!