Spis mindre og bevæg dig mere

Passer dette mantra altid i forbindelse med et vægttab, eller findes der en anden historie…

Man kan på mange måder sammenligne en endt sommerferie med starten på et nyt år. Rigtig mange vil i gang med at motionen og spise sundere, måske fordi der har sneget sig et par ekstra kilo på under ferien.

Man hvad er det her ”sundhed og vægttab” egentlig for noget… og hvorfor er det så svært, at komme ind på ”sundhedsporet” og tabe de forbande kilo engang for alle?

Hvis vi spørger de fleste fagpersoner eller manden/kvinden på gaden, vil de svare ”spis mindre og bevæg dig mere”, men hvis det virkelig forholder sig sådan, og er så nemt som det lyder, hvorfor har verden, inklusiv Danmark, så oplevet en kraftig stigning i overvægtige og fede personer igennem de sidste 25 år? Er vi bare for dovne og ugidelige til at komme ud og røre os? Vil vi hellere sidde på vores der-til-indrettede og se fjernsyn, mens endnu et stykke kage glider ned i maven? Det korte svar er ja, men det er ikke fordi du ønsker, det skal være sådan, eller fordi du har lyst til, at det skal være sådan, det er fordi, du bliver nød til at gøre sådan. Så noget er galt, men hvad?

I gennemsnit spiser vi ca. 200-250 flere kalorier mere dagligt, end vi gjorde for 20-25 år siden. Er der mere mad i dag, end der var i 1990? Jeg tror det ikke!

I vores krop har vi et hormon, der hedder Leptin, hormonet blev først opdaget i 1994. Hormonet udskilles fra vores hvide fedtceller, når vi spiser. Hormonet vandrer op til hjernen og fortæller dig, når du er mæt og ikke har brug for yderligere indtag af mad.

Mange læsere vil sikkert undre sig…… –  Jamen Per, jeg har meget fedt, så mit Leptin-signal burde kunne fortælle mig, når jeg er mæt. – Rolig, Ikke så hurtig…

Fedt er levende

Dit hvide fedtvæv er kendt af mange, som det uønskede fedt på din bagdel, lår og mave. Dine fedtdepoter er et forsvarssystem, som beskytter dig mod farerne ved sultperioder.

I den forbindelse er Leptin et af vores vigtigste hormoner, det fortæller os, hvordan fedttilstanden er på kroppen. F.eks. hvis en sultperiode skulle komme, og vi skal kunne tære af vores fedtdeporter, indtil der er mad nok igen. På den måde har det tidligere været en fordel for mennesket, at kroppen lagrer fedt til dårlige tider.

Mange har desværre en opfattelse af, at fedt bare er et energilagrings depot. Men ud over det, har man for nylig opdaget, at fedtvævet er et aktuelt hormonproducerende organ ligesom skjoldbruskkirtel, binyrer og bugspytkirtelen er. Ja, fedt er et organ. Så en cykelrytter med en fedtprocent på 5, ville være i problemer her, hvis der var mangel på mad.

Under normale omstændigheder er hormonet Leptin i direkte kontakt med et center i vores hjerne, når vi har spist. Det fortæller hjernen, ligesom en telefonopringning, alt er godt hernede i fedtdepoterne. Som resultat holder hjernen dit stofskifte i gang og din appetit i skak, da der ikke er behov for yderligere indtag af mad for at fylde fedtdepoterne. Du føler dig mæt og veltilpas.

En normal mængde leptin kommunikerer til hjernen

• Tilstrækkelige fedtdepoter = sundt stofskifte og sund appetit

Hvordan kostvaner kan gøre dig fed

Vores sultfornemmelse har vi ingen kontrol over med viljens magt, den styres ubevidst. Din hjerne har ingen idé om, hvad du ser, når du kigger i spejlet. Hjernen er også ligeglad med, hvad eller hvem du ønsker at ligne. Alt den bekymrer sig om, er din overlevelse! Det gør den ved at sikre, at du har nok fedt på kroppen til at komme igennem en sultperiode. Du ved, at en sådan periode aldrig kommer, men din krop eller rettere vores biokemi i kroppen, ved det ikke. Kroppens kemi er ikke fulgt med tiden, den fungerer stadig, som dengang vi var urmennesker.

Lad os antage vi levede for 3000 år siden, og var hulemænd. Der er ikke noget mad i en længere periode og vores fedtdeporter begynder at skrumpe ind. Hvis man er i et vægttabsforløb, er det selvfølgelig en god ting, men hvis du var hulemand, ville der være krise. Når dine fedtdepoter begynder at skrumpe i løbet af uger eller måneder, vil der også være mindre Leptin, til at ringe hjernen op og fortælle om tilstanden i kroppen.

Når fedtdepoterne er på vej ned, er det sidste, din krop ønsker, et højt stofskifte. Med hensyn til overlevelse, ville det være temmelig dumt, da et højt stofskifte kun ville tjene til, at brænde igennem dine fedtdepoter i et forrygende tempo, og dermed fremskynde din forestående død af sult.

Så når hjernen hører at fedtdepoter svinder ind, gør den et par rigtig smarte ting. For det første fortæller skjoldbruskkirtlen, derfra vores stofskifte styres, at skrue ned for dit stofskifte. Denne nedgang er en genial overlevelsestaktik, der bevarer fedt, mens det matcher det begrænsede udbud af mad. På den måde vil du ikke løbe tør for fedt, før sultperioden slutter. For det andet, øger hjernen appetitten (mere om dette nedenfor), så du vil være konstant på udkig efter mad til at genopbygge dine fedtdepoter, f.eks. i køkkenskabene. Med andre ord reagerer din krop på fødevaremangelen, ved at bremse dit stofskifte og gøre dig mere sulten.

Vi kan sammenligne sultperiode med en kostplan, som er lav på kalorier. Måske er Leptin grunden til, at vi ikke kan holde fast i kost- eller motionsplanen, og at du føler, at du ikke kommer nogen vegne, dit stofskifte sætter bremsen i. Når vi så går tilbage til vores normale kostplan, vil kroppen gøre alt hvad den kan, for at putte de tabte kilo på igen.

Mindre mængde Leptin til hjernen

• Utilstrækkelige fedtdepoter = stofskiftet sætter bremsen i, og appetit stiger

Leptinresistens:

Lad os overveje, hvad der sker, når en fyr som mig, tager et par kilo på under en ferie. Hvis mine fedtceller og min hjerne kommunikerer optimalt, vil min hjerne fornemme den ekstra leptin fra mine ekstra fedtdeporter, og endnu en gang gøre to meget intelligente ting: Det vil skrue op mit stofskifte, for at bringe mine fedtdepoter ned, til hvor min underbevidsthed ønsker dem, at de skal være, og det vil skrue ned for min appetit, for at undgå at jeg tager flere kilo på.

Kroppen ønsker dig hverken for tyk eller for tynd, den ønsker at du skal kunne klare de udfordringer, der kommer igennem dagen.

Hvis man er overvægtig, burde man jo have masser af Leptin fra fedtdepoterne til at fortælle, når der er nok fedt på kroppen, til at klarer dagen igennem. Den burde pumpe masser af Leptin op til hjernen, der skal fortælle, at vi har nok fedt hernede og skrue op for forbrændingen.

Men sådan er det desværre ikke! Ligesom med telefonen, kan hjernen ikke høre opkaldet fra Leptin, så den modtager ikke opkaldet. Dette kalder man Leptinresistens.

Når man er leptinresistens, får hjernen altså ikke besked om, at du har fået nok mad. Hjernen vil på den måde fortsætte med at fortælle dig, at du er sulten og sætte stofskiftet ned.

En af de helt store syndere, der fremmer leptinresistens, er vores overdrevne indtag af sukker, som får vores blodsukkeret til at stige og blokkere for leptinets effekt i hjernen.

Hjernen kan ikke registrere leptin signal

• Hjernen tror fedtdepoterne er lave = stofskiftet går ned og appetitten stiger

Så måske er tiden inde til at udvide mantraet om at spise mindre og bevæge dig mere, til også at omfatte overvejelser i.f.t. vores leptinproduktion.

1. Leptin falder som følge af reducerede fedtdepoter, eller opfattes som at være lav pga. leptin resistens.
2. Lav leptin hæmmer hormonet, der styrer vores stofskifte, og dermed bremses stofskiftet.
3. Lav leptin øger vores stresshormon, som lagrer fedt og forbrænder muskler.
4. Lav leptin øger et hormon, der gør, at du ”tørster” efter kulhydrater (den dårlige slags).
5. Lav leptin øger hormonet, som gør dig sulten.
6. Dit langsomme stofskifte gør, at du ønsker, at sidde på sofaen hele dagen.
7. Din appetit raser. Du mister kontrollen og spiser alt i køleskabet.
8. Det er slut! Vægttabsprogrammet bliver afbrudt
9. Din krop griber febrilsk ud og gemmer fedt til at genopbygge sine ”butikker”.
10. Din krop gemmer ekstra fedt, bare i tilfælde af at du skulle komme ud i en tilsvarende situation igen.
11. Tilbage til starten og søgning efter en ny kur.

Ja, det er måske ikke så underligt, at det er så fandens svært!