Spiser du nok frugt og grønt?
Vi hører det igen og igen, også her på siden. Vi skal spise mere frugt og grønt. Men hvordan står det egentlig til med danskernes indtag af frugt og grøntsager i dagligdagen?
Hvorfor eksisterer en sådan anbefaling? Hvor meget er 600 gram frugt og grønt egentligt i praksis? Det er noget vi undersøger i dag.
Ifølge kostrådene skal vi indtage min. 600 gram frugt og grønt dagligt. Den seneste nationale undersøgelse om kost og fysisk aktivitet viser, at vi er på vej til, at blive meget bedre til at indtage grøntsager. Faktisk spiser vi 20 % flere grøntsager, end sidst den nationale undersøgelse blev udfærdiget i 2003-2008 (1). Det er dog mest de mindre kostfiberrige grøntsager, så som salat og agurk der bliver spist mest af. Frugtindtaget er faldet blandt de voksne i samme periode med 16 %. Derfor anbefales det, at både børn og voksne gerne må spise en frugt mere om dagen og lægge flere grove grønsager på tallerkenen også.
Hvorfor anbefaler man frugt og grønt?
Igennem mange undersøgelser viser det sig, ikke overraskende, at det har en yderst positiv effekt på vores sundhed og forebyggelse af sygdomme, at spise mere frugt og grønt
Mennesker der spiser mindst 600 gram frugt og grønt dagligt, synes også at have lettere ved at opretholde en normal vægt, hvilket også reducerer risikoen for livsstilssygdomme (2).
Grøntsager indeholder for det meste mindre energi i forhold til frugt, og du kan spise rigtig store mængder uden at tænke på, om du får for mange kalorier. Samtidig er grønsager fyldt med vitaminer, mineraler og fibre, der sikre en god mæthedsfornemmelse. Særligt er de grove grøntsager som f.eks. kål, ærter og bønner særligt gode og fyldt med god nærring. Det er her vi skal sætte ind og sørge for at spise mange flere.
Med det in mente er det også derfor, at sundhedsmyndighederne anbefaler, at vi indtager de 600 gram, og gerne over halvdelen som de grove af slagsen (3).
Det viser sig også, at det er en sammenhæng mellem et højt indtag at frugt og grønt og de valg vi træffer i forhold til træning, indtag af slik og sukkerholdige drikke. Jo mere grønt vi spiser, jo mindre sukker indtager vi, og jo mere motion dyrker vi (4).
Hvor meget fylder 600 gram frugt og grønt?
Jeg hører relativt tit, at det kan være svært, specielt for børnefamilier at integrerer grøntsager i retterne. Flere undersøgelser viser, at børn har tendens til at spise mere af det grønne, hvis det er adskilt fra hinanden f.eks. i små skåle (5).
Det viser sig, at for at vænne sig til en ny fødevare skal man smage den 13-18 gange. Så lad være med at opgive, bare fordi børnene protesterer.
Det er selvfølgelig subjektivt, om man kan lide en fødevare eller ej. Det afhænger af dine præferencer, vaner, rutiner og ydre forhold, du har haft igennem livet.
Jeg har selv altid fået frugt og grønt, men i mit tidligere voksenliv, hvor min krop havde rigtig meget brug for gode nærringsstoffer, blev det forbigået, i stedet fyldte jeg den med pasta i store mængder. Da jeg blev interesseret i kost og motion i starten af 20 `erne, blev min viden om grøntsager og frugt endnu større, og jeg indså de sundhedsmæssige fordele, og jeg begyndte at eksperimentere i køkkenet.
Men jeg er klar over, at ikke alle påskønner eller synes om store mængder frugt og især grønt. Mange af de mennesker jeg har møder i mit erhverv, har vanskeligt ved at få grøntsager på daglig basis, det er simpelthen noget, der ikke bliver prioriteret.
Frugt er normalt lettere at spise, det er nemt at have med på farten, og det har en sød og behagelig smag. Min erfaring er, at det først og fremmest er rådgivning om, hvordan man kan få flere grøntsager ind i sin dagligdag madlavning, der mangler.
Hvor meget frugt og grønt spiser du?
Hvis du ikke kommer op på de anbefalede 600 gram frugt og grønt, så prøv at tage et kig på billederne, måske du kan finde lidt inspiration. Vi skal dog huske på, at de 600 gram anses for at være minimumskravet for det daglige indtag. Og husk, at det er langt bedre at spise frugt og grønt, fremfor at drikke det!
Lad os se på hvordan vi kan få mere grønt ind i vores hverdag.
- Har du en presset hverdag, kan du sagtens benytte frosne grøntsager i din kost. Frosne grøntsager har lige så meget nærring som friske.
- Skær stave af gulerod, agurk og selleri, som du kan have med dig på arbejde eller i skole. Perfekt til at nippe af når der er kaffepause. Hvis du ønsker at være avanceret, kan du supplere med hytteost eller humus, som du kan dyppe grøntsagerne i.
- Lav en stor salat med fint strimlet rødkål, hvidkål, gulerod og æble eksempelvis. Rør olivenolie, hvidvinseddike, salt og peber i.
- Snyd børnene når du laver en gryderet med kødsovs eller lasagne, tilsæt fint revet blandede grøntsager, såsom gulerødder, squash, tomater, aubergine og løg.
- Eksperimenter, hiv fat I din lokale grønthandler, han eller hun vil helt sikkert kunne hjælpe dig, eller prøv en ny grøntsag hver gang du handler ind. Ellers er der altid hjælp at hente via google, eller hold øje med Karen Brostrøms opskrifter her i bladet.
Kilder:
- Danskernes kostvaner 2011-2013(pdf). DTU
- Frugt, grønt og helbred – opdatering af vidensgrundlag. København: fødevarerdirektoratet; 2002. Rapport nr. 22
- http://altomkost.dk
- WHO Global Strategy on Diet, Physical Activity and Health rapport
- Sandheden om sundhed v. Professor Bente Klarlund, side 24
Billede 1:
Som de fleste nok spiser. Ca. 400 gram frugt og grønt.

Billede 2:
Som vi minimum bør spise. 600 gram frugt og grønt.

Billede 3:
Som vi helst bør spise, og gerne mere. Her er 800 gram frugt og grønt.


Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!