I har aldrig vundet en skid!

Velkommen til 2016. Sundhedssiden vil ikke omhandle de sædvanlige råd til nytårsforsætter som de tidligere år. Jeg har nemlig noget helt andet på hjertet som jeg skal ud med.

Dopingspøgelset har efterhånden været noget, vi danskere har kunnet læse om i mange år. Den 12. juni 2015 udtalte Thomas Riis, søn af Bjarne Riis, at vi mangler forståelse for dopingkulturen. Han udtalte, at hvis vi skal problemet til livs, skal vi forstå problemet som en kulturel bevægelse, og ikke have fokus på enkeltpersoner.

Jeg er som mange andre imod doping, men jeg finder Thomas Riis udmelding interessant. At få forståelsen for, at en person kan finde det fristende, at snyde sig til succes, frem for at være som alle de andre. Men er det så galt, at være en del af de andre? Åbenbart ikke, for nu er dopingspøgelset flyttet ind i nutidens nye religion – nemlig på motionisternes arena.

Doping blandt motionister har længe været tilknyttet miljøer, hvor nogle personers største ønske er at få en ekstremt stor muskelmasse og meget små testikler. I midten af december måned kunne man læse, at en supermotionist nu var blevet taget for doping. Denne såkaldte supermotionist er den danske motionstriatlet Thomas Lawaetz, som havde benyttet sig af det forbudte præparat EPO, og gået direkte i dopingfælden.

Efter min mening, er det nu på tide, at nogen siger stop, nok er nok! At bruge udtrykket supermotionist, kan vi sagtens benytte, men i dette tilfælde i en forkert sammenhæng. Jeg ser nærmere Thomas Lawaetz som motionsmisbruger, der kan sammenlignes med andre afhængighedsskabende problematikker hvor det næste kick af hormoner, skal udløses. – Ja, der findes supermotionister, hvis liv er tilrettelagt efter hvornår og hvor meget træning, der skal præsteres uge efter uge, eller tider der skal opnås i diverse konkurrencer. Men gør det dem til noget specielt…Nej! Men hvad er så grunden til, at vi ser denne opadgående kurve af motionsafhængige danskere, hvor nu også doping er noget vi må forholde os til. Hvor skal det stoppe, nu hvor doping er blandt os, ikke bare i miljøer hvor store bøffer efterstræbes, men nu også cardio miljøet.

Vi skal måske revidere vores opfattelse af disse personer. I stedet for at hylde dem for at kunne dyrke motion 15 timer om ugen, eller lave en konkurrencetid der ville gøre en professionel stik tosset, hjælpe dem til, at få en tilværelse og forståelse der passer til det de er, nemlig motionister.

Hvad grunden til at Thomas Lawaetz har dopet sig, kan jeg umuligt vide, men jeg er sikker på, at anerkendelsen for sin præstation fra omverdenen spiller en kæmpe rolle, samt det at se hvor meget kroppen kan presses spiller en rolle, men hvorfor? Dette er ikke så forskelligt fra den elitetære verden, hvor dette også findes, men i den elitære verden findes der også økonomiske interesser, der gør en kæmpe forskel for manges motivation.

Som skrevet foroven synes jeg, at Thomas Lawaetz har ”dummet sig”, men jeg får også ondt af fyren. Hvor er det gået galt og kunne det være blevet stoppet? I dag skal vi præstere mere og mere, på jobbet, på hjemmefronten og i fitnesscentret. Og særligt i motionsverdenen bliver skellet større mellem de der afsætter tid til motion, forbedrer sig og når deres mål, hyldet som helte, og de der kæmper med bare at få en træning ind om ugen.

Min appel går på, at jeg synes motionsverdenen efterhånden har spillet fallit ift. hvad og hvorfor, vi dyrker motion. Stræben efter den smukke krop, som ses blandt mange fitnessmotionister, der stiller op til diverse fitnesskonkurrencer, eller de bedste tider til løbe- eller cykelkonkurrencer fylder mere end sundheden.

Vi betragter disse personer som nogen med overskud og styr på sig selv. Til dagligt arbejder jeg med svært overvægtige personer, som ser disse miljøer, som en verden de gerne vil være en del af. Men denne verden er en fantasiverden, som de ikke kan eller skal være en del af, så længe de har mig som vejleder.

De få personer som bliver grebet miljøet, bliver infiltreret i at ville, skulle og må gøre mere og mere for at få den næste hormonelle respons. Men når vi ser, hvordan det kan gå for enkeltpersoner, der tyer til forbudte stoffer, må vi stoppe op og spørge os selv, – er det et enkeltstående tilfælde, eller kan der være andre, der drages i samme retning som Thomas Lawaetz? Jo, mon ikke!

Som Riis siger, vi skal forstå kulturen bagved. Hvis vi vil denne kultur til livs, vil et godt sted at begynde være, at få denne motionsdille, der har ramt Danmark, ned på et niveau, hvor vi motionister forstår, hvad det egentlig er, motion handler om. Jeg er helt med på, at vi skal bredde budskabet om motionens fortræffeligheder og dens effekter for vores sundhed. Men vi skal ikke gøre motion til den nye religion, der deler mennesker i gode og dårlige.

Som en del af denne motionsverden, stiller jeg mig gerne frem og fortæller, at jeg som personlig træner, kun dyrker motion i det omfang, der er nødvendig for min sundhed, og ikke fordi jeg skal bevise noget overfor andre. Jeg synes faktisk ikke, det er hverken sjovt eller fantastisk.

Motion er det bedste, du kan gøre for dig selv, men jeg savner motionisters erkendelse af hvilket niveau de befinder sig på. Man skal dyrke motion, fordi man vil være sund, fordi det er sjovt – og ikke fordi man vil have anerkendelse fra andre over at afsætte 10 timers træning om ugen, eller løbe et maraton på under 3 timer. For ligegyldigt hvad, kommer du alligevel aldrig til at vinde en SKID, andet end en slidt krop. Så lad de professionelle bruge deres krops til at kæmpe om guld, og lad os andre træne, få et sundt helbred og mindre dårlig samvittighed.