Ting om fedme, som vi ikke tænker over
Jeg er netop hjemvendt fra verdens største fedmekonference i USA, og jeg er endnu mere forvirret, end før jeg tog af sted, men også fyldt med nysgerrighed og fornyet optagethed. Denne fedme-pandemi der hærger på verdensplan, giver forskere grå hår i hovedet. Og selvom forskningen giver os meget vigtig viden, er man stadig langt fra den endelige og det egentlige gennembrud i forskningen.

Fedme er blevet et kæmpe problem i USA – 1 ud af 3 amerikanere er dag fede. Denne statistik kan og skal ikke længere ignoreres, og særligt fordi vi ved af erfaring, at Danmark er ca. 10 år efter USA. I dag er ca. 14 % af alle danskere i kategorien fede, så hvis vi ikke gør noget vil vi inden længe have samme problemer som i USA.
Vi hører hele tiden om, at vi spiser for meget og laver for lidt. Det er også rigtigt, men det er kun et lille billede af historien. Igennem de sidste 3 årtier, har danskernes vægt været stødt stigende, på trods af en enorm fokus på kost og motion.
Måske er der andre faktorer, der har haft en ligeså stor indflydelse på, hvorfor vi har fået flere og flere kilo på kroppen. Mens kalorier helt sikkert har en del af skylden, er der en række andre miljø- og livsstilsfaktorer, der sandsynligvis spiller en langt større rolle end vi går og tror. Faktorer som langt de fleste slet ikke er opmærksomme på, fordi det ikke almindeligvis knyttes til fedme og overvægt.
Lad os se lidt på, hvad min uge til Obesityweek bl.a. bragte med sig af nye tanker.
Antibiotika i vores mad
De fleste vil nok synes at ordet mikrobiom lyder lidt kedsommeligt, men jeg vil alligevel anbefale, at du giver begrebet lidt opmærksomhed, for der kan være en ganske stor sammenhæng mellem vores mikrobiom og vægtøgning. Mikrobiomet er et unikt økosystem i hver person, der består af mikroorganismer – f.eks. bakterier, som vi ofte vælger at slå ned med antibiotika.
Meget tyder på, at vores forbrug af antibiotika kan hænge nøje sammen med udvikling af fedme. Jeg husker tydeligt en sekvens – blandt mange, fra tv-serien Klovn, hvor Frank spørger sin læge, om han ikke bare kan få noget antibiotika, til at slå alt sygdom i hans krop ned. Problemet ved sådan en løsning er bare, at det har en negativ effekt på vores gode tarmbakterier (probiotiske bakterier). Disse bakterier i vores tarmsystem er et relativt nyt område inden fedmeforskningen, men der er en klar evidens – tarmbakterier har betydning for udvikling af fedme.
Amerikanerne bruger næsten 300 millioner kr. (1) på antibiotika hvert år. 80 % af dette astronomiske beløb er bl.a. med til, at holde dyreproduktionen i gang. Ligesom herhjemme får dyr antibiotika for at sikre dyrene mod sygdom, med også for at fremme vægtøgning hos dyrene, så de hurtigere bliver slagtemodne og klar til forbrugerne. Når vi spiser dyr fra sådanne produktioner, stiger vores chance for vægtøgning også hos os, siger forskningen (2), bl.a. fordi det muligvis har en negativ effekt på vores tarmbakterier.
Kunstige sødemidler
Salget af Cola light og Zero er steget i forhold til den almindelige variant med masser af sukker i. Et af de spørgsmål jeg ofte får af personer, der vil peppe deres sundhed op, er, om de må drikke Cola Zero. Jeg kommer aldrig til at sige ”Ja – ingen problemer, drik løs”. Udfordringen er nemlig, at jeg ikke med sikkerhed kan sige, at det ikke er skadeligt, for forskningen ved det nemlig heller ikke.
Mange undersøgelser, der er lavet på området, tyder dog mere og mere på, at sødemidler stimulerer vores appetit og øger vores trang til sødt (3). Derudover kan det påvirke vores fedtregulering i negativ retning, og på sigt give en vægtøgning. Indtagelse af kunstige sødemidler skulle narre vores hjerne til at tro, at sukker er på vej, men der kommer bare ikke noget sukker (4). Så hvad gør vores hjerne? Siger den, -“bare ærgerligt snydt igen”, eller siger hjernen, – “gå straks på jagt efter sukker!”
Alt tyder på at vi taber kampen, og til sidst søger mod andre hurtigt optagelige kulhydrater. I et studie blev det blandt andet fremlagt, at personer der indtager light sodavand, har en markant større taljeomkreds, end personer der ikke drikker light sodavand (5). Selvfølge kan man finde produkter som Stevia, der er et naturligt sødestof, fundet i naturen, og som efter sigende er okay at benytte.
Junkfood og marketing
Markedsføring af junkfood er primært rettet mod børn og unge. Dette ses tydeligt, når vi bevæger os igennem et hvert supermarked. Slik, chokolade og andre sukkerholdige sager er strategisk placeret i forhold til børnene. Og markedsføringen må virke, for ser vi på udvikling af fedme, rammer den desværre også børn og unge, med en fart der ikke er til gavn for nogen, kun industrien. Ifølge en rapport fra 2013, ser børn i alderen 2-11 år ca. 10 madreklamer om dagen, der henvender sig til lige netop dem (6).
Der er bred enighed blandt de førende eksperter i verden om, at fedme er en større global sundhedstrussel end rygning er (7). Sagt på en anden måde; fedme har overtaget rygningens plads, som en af årsagerne til kræft. Hvis vi går 50 år tilbage var det helt almindeligt, at se reklamer der opfodrede til rygning, gud ved om vi ikke om 25 år, vil opleve det samme med fastfood-, sodavand- og sukkerreklamer som, vi har set med rygning.
Vi tror alle sammen vi ved noget om, hvordan vi taber os. Men før vi bliver alt for kloge om hjælp til vægttab, synes jeg lidt ydmyghed vil være på sin plads!
Mange har tendens til, at dømme og stigmatisere overvægtige og svært overvægtige. Det er helt uhørt, vi bliver nød til, at forstå de bagvedliggende mekanismer, som driver fedme og de sygdomme der følger. Det er bl.a. vores meget kompliceret og geniale hormonsystem, og en biologi vi endnu ikke helt har forstået. Så næste gang vi er på vej til at dømme en person med for mange kilo på kroppen, så bør vi stoppe os selv, for der er måske en historie og en biologi, vi endnu ikke ved noget om.
Kilder:
1: http://www.pbs.org/wgbh/pages/frontline/trouble-with-antibiotics/
3: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2892765/
4: http://articles.mercola.com/sites/articles/archive/2014/12/23/artificial-sweeteners-confuse-body.aspx
5: http://www.democratandchronicle.com/story/lifestyle/her/2014/06/11/sabotaged-diet-soda/10321123/
6: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3781010/#R28
7: http://www.reuters.com/article/2014/05/19/us-health-food-idUSKBN0DZ15H20140519#Swk28w0pSVuZEMPL.97

Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!